Oplysningstiden var en periode i Europa, hvor man begyndte at tænke anderledes end hidtil. Den almindelige befolkning begyndte at lære at læse. Både de kloge og pøblen begyndte at sætte spørgsmålstegn ved kirken og kongemagten. Perioden varede fra ca. 1690 til ca. 1800. ”Oplysning” vil sige at filosofien begyndte at sætte spørgsmål ved verden og hvordan tingene fungerede.

Tiden lige før oplysningstiden dvs. det 17 århundrede, var præget af tiltagende demonstrationer. Det voksende borgerskab stillede krav om del i magten. Derfor mistede enevælden kirken og religionen hastigt troværdighed i takt med, at naturvidenskaben udvikledes, og afslørede andre forklaringer på naturfænomener end kirkens. Før oplysningstiden handlede det også meget om krig og land, men da det ikke gik så godt for Danmark, var de nødt til at gøre noget andet. Man stoppede, med at gå så meget i krig, og fokuserede i stedet på vigtigere ting.

Der blev også opfundet bogtrykkeri, så man kunne trykke og oversætte mange flere bøger om året. På den måde fik almindelige mennesker råd til at læse. Før havde man været nødt til at skrive bøgerne i hånden. Derfor var det kun de rige og kirkens folk, der kunne læse. Folk der levede i oplysningstiden, gik meget ind for det naturlige, fornuftige og det nyttige. Folk kunne ikke undertrykkes på samme måde som tidligere, da de havde mere viden.