Når noget er "moderne", betyder det, at det er nyt – i forhold til noget gammelt. Når et samfund bliver moderne, betyder det, at der sker et brud med nogle livsformer og traditioner, som er blevet utidssvarende. Begrebet "det moderne" er betegnelsen for et samfund, der løbende ændrer livsformer og nedbryder traditioner.
Hvornår verden bliver moderne, er forskerne uenige om, men i dansk litteratur regner vi perioden 1870-1900 for det moderne gennembrud.
Baggrunden for det moderne gennembrud var industrialiseringen, hvor man fik en række fabrikker, der producerede med maskinkraft fra dampmaskiner og elektricitet. Byerne voksede, og der opstod gradvist en arbejderklasse, der organiserede sig i fagforeninger. Socialdemokratiet blev dannet i 1871, men kom først langt senere til at konkurrere om magten med bøndernes parti Venstre og godsejernes parti Højre (i dag: De Konservative).
I den periode blev København en storby og tredoblede sit indbyggertal til 312.000. Efter demokratiets indførelse i 1849 fik man en fri presse og landsdækkende aviser og via telegrafen nyheder fra den store verden. Togdriften blev udbygget med det såkaldte H-spor gennem Jylland og Sjælland med Fyn som midterstregen, og danske forfattere rejste ud i den store verden for at hente inspiration, ligesom kunstnerne havde gjort det i romantikken.
Naturalisme
En af dem, der henter inspiration udefra, var Georg Brandes. Han var magister i litteratur og havde været i Frankrig og indset, at vi i Norden var langt bagud i forhold til resten af Europa. Da Brandes kom hjem, gjorde han 'oprør' mod romantikken og krævede en ny litteratur. Han kritiserede den romantiske litteratur, der var optaget af eventyr og harmløse syngespil, mens landet klarede sig skidt. "Danske forfattere skriver ikke om vores liv, men om vore drømme", tordnede Brandes. I stedet ville han se en engageret litteratur, der gengav virkeligheden realistisk og satte problemer under debat.
Litteraturen handlede om utroskab, skilsmisse, kvindens seksualitet, ægteskab, kønsroller, religion, arbejdsvilkår på fabrikken osv. - emner der afspejlede deres "virkelige" liv.
En af de forfattere, der fulgte Brandes' program var J.P. Jacobsen, der også oversatte Charles Darwins bøger til dansk. J.P. Jacobsen var selv biolog og havde derfor de nødvendige forudsætninger for at forklare Darwins teorier i en introduktion til læseren. Grundtanken i dem var, at mennesket er et dyr, der på linje med andre dyr tilpasser sig miljøet og vælger en partner, som skal sikre, at de stærkeste gener overlever. Denne tankegang kaldes naturalisme.
Mennesket et som et stykke natur - helt præcist et produkt af arv og miljø.
Kritisk realisme
Mens J.P. Jacobsen og andre naturalister lagde hovedvægten på samspillet mellem arv og miljø, er andre forfattere som Henrik Pontoppidan og Henrik Ibsen mere optagede af samspillet mellem individ og samfund. De to forfattere sætter samfundsmæssige problemer under debat.
Pontoppidan og Ibsen repræsenterede den retning, som kaldes 'kritisk realisme'. Her gik forfatterne ind i deres tid og forholdt sig kritisk til samfundet.
Vigtige forfattere i perioden: Georg Brandes, Henrik Pontoppidan, Herman Bang, J. P. Jacobsen, Amalie Skram.