Middelalderen i Danmark deles op i to underperioder:
Højmiddelalder fra ca. 1050 til ca. 1350.
Senmiddelalder fra 1350 til 1536, hvor reformationen lavede radikalt om på magtstrukturerne i samfundet
Kristendommen i Danmark
På kalkmalerierne kunne kirkegængerne se, hvad der ville ske, hvis de ikke levede, som kirken sagde. Så var der nemlig udsigt til at brænde op i helvede. Kristendommen blev gradvist indført i Danmark fra omkring år 1000. Den fik stor betydning for samfundet og litteraturen de næste 500-600 år.
Den magtfulde kirke
Kirken var magtfuld på to måder. På den ene side havde den magt over folks tanker. Folk var nemlig overbeviste om, at alt var skabt efter Guds plan. På den anden side havde kirken også stor økonomisk magt.
Den tidlige danske skriftkultur
Kirkens magt var også baggrunden for, at kirken blev centrum for den tidligste danske skriftkultur. I kirkerne og klostrene var der nemlig munke og nonner, som skrev tekster i hånden. Det meste var afskrifter og oversættelser, men der blev også skrevet nye danske tekster.
Kongemagten
I middelalderen blev kongemagten også styrket. Kongemagten og kirken kunne ofte arbejde sammen, selvom der også var magtkampe mellem dem. Kirken kunne fx sige, at kongen havde sin magt i kraft af den gudskabte orden: Kongen var konge af Guds nåde. Kirken tog sig af, hvordan menneskene tænkte om deres liv, og kongen tog sig af hverdagens konflikter og kampe. Man siger, at der både var en åndelig og en verdslig magt.
Litteraturen i middelalderen
Litteraturen i middelalderen faldt derfor også i to grupper: Den ene var en religiøs litteratur, som nonner og præster skrev. Den handlede selvfølgelig mest om, hvordan mennesker ved den rette tro og de rette gerninger kunne sikre sig frelse. Den anden var en verdslig litteratur, som blev skrevet af folk, der var uddannet ved kirkerne, men som nu skrev om fx historie.
Saxos Danmarkshistorie
En af dem, der skrev om historien, hed Saxo. Han blev internationalt berømt for et stort værk om Danmarks historie. Saxo fik en af den tids bedste uddannelser ved en af de nye domskoler i udlandet. Derfor kendte han til den gamle digtning. Da han skulle skrive et værk, der skulle vise, at Danmark var et betydningsfuldt land, brugte han selvfølgelig det, han havde lært. Han skrev derfor hele det store værk på latin og i en særlig form for rytme, som man kalder heksametre.
Folkeviser og eventyr
I middelalderen blev der også sunget folkeviser og fortalt eventyr. Folkeviser og eventyr kom dog først gradvist til at høre til litteraturen, da man i slutningen af middelalderen begyndte at skrive dem ned.
Brug, overlevering og efterliv:
Folkeviserne blev oprindeligt brugt blandt adelen, fx. når der skulle festes på en herreborg med spil, sang og dans. De adelige dannede kæde, og en fordanser sang for; på omkvædet sang alle med. Denne overklasseforlystelse kom fra Frankrig i 1200-tallet.
Senere blev det det jævne folk, der brugte viserne, deraf navnet folkeviser, der oprindeligt blev betegnet som adelsviser.
I renæssancen blev det mode især hos adelsdamer at indsamle interessante eksempler på de folkelige viser; de blev nedskrevet i poesibøger, bl.a. Hjertebogen. Den første samling af disse viser blev udgivet af A. Sørensen Vedel i 1591, og udvidet af Peder Syv i 1695. Derefter fulgte en del optryk som skillingstryk, der foragtedes som tarvelig folkelig litteratur.
I romantikken blev folkeviserne genopdaget som ægte folkedigtning, deraf den nutidige betegnelse folkeviser. En egentlig systematisk optegnelse af alle kendte viser blev påbegyndt i 1850erne med Svend Grundtvigs værk Danmarks gamle Folkeviser (DgF), hvor hver vise og dens varianter blev systematiseret med et nummer. Optegnelsesarbejdet blev fortsat af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, og de sidst indsamlede viser foregik med båndoptager og i afsides egne som Vestjylland og Færøerne i midten af 1900-tallet.
Samfundet: Viserne fremstiller et feudalt slægtssamfund, der er stærkt normstyret, således at individet er underlagt slægtens interesser.
Ideologi: Viserne forsvarer etablerede magtforhold og adelsinteresser.
De belærer mennesket/visernes bruger om dets pladser i samfunds- og slægtshierarkiet. Derved indtager viserne en konservativ holdning, der er samfundsbevarende, moraliserende og undertiden ligefrem truende.
Værdier, der fremhæves, er ærlighed, underkastelse og oprigtighed over for slægten. Det kræver selvkontrol og i de senere viser gudstro.
Sprog: Folkeviserne anvender stereotype vendinger (fx "under ø", "så væn en mø", "guld og ære"). Det faste formelsprog gør det lettere for forsangeren (og de dansende) at huske stroferne.
Individuelle kendetegn beskrives sjældent; i stedet vises det typiske.
Typer:
Ridderviser: Skildrer adelens liv med kærlighedskonflikter og familiefejder, der kan resultere i blodhævn. Ex: Torbens datter.
Historiske viser: Bruger historisk-politiske begivenheder med fri anvendelse af personer og fakta efter de poetiske behov. Ex: Valdemar og Tove.
Trylleviser: Bruger overnaturlige magter, der griber ind i menneskelige skæbner gennem forførelser. Fortryllelsens årsager kan skyldes vågnende drifter, fx i forlovelsessituationen ved overgangen til voksenstadiet, og trangen personificeres i elverpiger, havmænd osv. Eksempler: Elverhøj, Germand Gladensvend. Trylleviserne har ofte et grundmønster med en trefaset struktur:
Ekspositionsdel (begyndelse). Hjemmet, udfærd.
Overgangssituation (midte). Mulighedsfelt.
Konsekvens (afslutning, morale). Skæbnen (god eller ond lykke)
Kæmpeviser: Bearbejder oldsagn med deres kæmper og helte. Ex: Holger Danske.
Legendeviser: Beskriver helgener og mirakler.
Romanviser: Lange episke beskrivelser. Ex: Axel og Valborg.