Mellemkrigstiden er en periode, som varede mellem 1 og 2. verdenskrig, fra omkring 1918 til 1939. Perioden har fået navnet mellemkrigstiden, da perioden ligger mellem 1. verdenskrig fra 1914 til 1918 og 2 verdenskrig 1939 til 1945.

Inden for litteraturen kan man sige, at 20’erne er lyrikkens storhedstid. Her blev der skrevet en masse lyrik, hvor man eksperimenterede med formen og afprøvede en række ismer, hvilket vil sige en række stilarter. I modsætning hertil, blev 1930’erne de kritiske romaners og dramaers tid. Det betyder ikke, at der ikke blev skrevet romaner i 20’erne eller digte i 30’erne, men at bestemte genrer passede godt til bestemte perioder.

Mellemkrigstiden var en tid, hvor der skete mange ændringer. Mellemkrigstiden blev både ismernes tid, krisernes tid og kulturens tid. Alle de nye kunststrømninger blev introduceret i det danske kulturliv og fra USA kom massekulturen og jazzens rytmer.

Mellemkrigstiden blev en start på en moderne hverdag for de fleste danskere. Der kom nye transportmidler som for eksempel dieseldrevende lyntoge. Der kom også verdens første kvindelig minister.

Socialrealisme bygger på idéen om, at mennesket er et produkt af samfundet, og var især fremtrædende i litteraturen fra 1930'erne til ca. 1950'erne. Den var en af to retninger fra hverdagsrealismen, hvor den anden retning kaldes borgerlig realisme. Begge disse retninger benyttede let tilgængeligt sprog til at beskrive de sociale forhold i hverdagssamfundet.

Karakteristisk for Socialrealismen var, at kunstneren skildrede hvordan underklassen og de socialt og psykisk svage individer led under samfundets opbygning. De blev kærligt omtalt, og man udtrykkende en vis form for medlidenhed. På den måde ligger der en ideologisk tankegang bag socialrealistisk kunst og litteratur. Forfatterne skrev oftest om frygt og ikke om kærlighed fordi de netop var i mellemkrigstiden hvor man frygtede en anden verdenskrig.

Man beskriver de dårlig socialt stillede i samfundet i en kunstnerisk udtryksform, der skildrer emner med socialt indhold og prøver på at få læseren til at få en holdning. Det er vigtigt at man viser fattigdom, nød, elendighed og konflikterne mellem klasserne i samfundet. Formålet med det var at få læserne til at se den sociale uretfærdighed i samfundet og få dem til at gøre noget politisk.

Socialrealistisk litteratur blev kritiseret for at være for politisk, så måtte kunst og litteratur ikke indeholde et politisk budskab.

De socialrealistiske forfattere og kunstnere var typisk venstreorienterede, og de mente at højrefløjen forværrede vilkårene for underklassen. Midt i mellemkrigstiden, hvor socialrealismen var fremtrædende var dette også relevant, da der var en verdensomspændende økonomisk krise, som påvirkede underklassen i høj grad.