Sonet-krans {{ currentPage ? currentPage.title : "" }}

En sonet-ring eller sonet-krans er en samling af 14 sonetter, som opfylder nogle bestemte formkrav:

Sidste linje i sonet 1 er den samme som første linje i sonet 2;

sidste linje i sonet 2 er den samme som første linje i sonet 3, osv.

frem til sidste linje i sonet 14, som er den samme som første linje i sonet 1

De 14 førstelinjer (eller sidste linjer) danner tilsammen en 15. sonet, mestersonetten.

Et eksempel på en sonetkrans er Inger Christensens digtsamling "Sommerfugledalen" (1991). Et andet eksempel på en sonetkrans er Cecilie Ekens børnbog Mørkebarnet fra 2009

Den er ofte inddelt i to kvartetter (strofer på fire vers) og to terzetter (strofer på tre vers) eller tre kvartetter og en kuplet (strofe på to vers). Sonetten blev første gang set i Italien omkring år 1230. Giacomo da Lentini, der var digter og notar ved Frederik d. 2.s hof på Sicilien, regnes for sonettens opfinder.

Sonetten består af to dele: form og indhold.

  • Det ydre formprincip: sonetten er et digt på 14 linjer. På de germanske sprog er sonetten skrevet i versemålet jambiske pentametre. Desuden har sonetten et rimskema, hvor de to mest brugte er det italienske ABBA ABBA CDE CDE og det engelske abab cdcd efef gg. I Danmark er det italienske rimskema det mest brugte, dog med både mandlige og kvindelige rim i modsætning til den italienske sonet, der kun har kvindelige rim. Andre former for rimskemaer kan dog forekomme.

  • Det indre formprincip: en syllogisme eller en anden logisk-retorisk opbygning. I praksis kan der opstilles præmisser i kvartetterne, og i terzetterne konkluderes de. Eller et billede kan beskrives i den første kvartet, og i den anden kan billedet udvides eller sættes i modsætning til det første billede, og terzetterne giver en udlægning af kvartetterne. Fælles er, at trådene bindes sammen i terzetterne, og på den måde er en sonet altid konkluderende og/eller afsluttende i sig selv.

Det sted, hvor en sonet går fra præmis til konklusion, er i 9. vers, hvor der sker en markant ”drejning” (på italiensk volta). Sonetten skifter fra kvartetter til terzetter, og derved introduceres der nye rim (NB. ABBA CDE). På den måde kædes form og indhold sammen. Det er denne sammenkædning af de forskellige elementer, der giver sonettens dens harmoni og skaber dens væsen.

En samling af 15 sonetter med visse formkrav kan danne en sonetring/sonetkrans. Dog bruges ordene også om en samling sonetter, der bare behandler et givet emne.

{{{ content }}}