Folkeeventyr er nært beslægtede med folkeviser, og kendetegnes ved at være mundtligt overførte fortællinger som bl.a blev fortalt af omrejsende historiefortællere. Derfor udviklede og ændrede historierne sig ofte, når de blev fortalt og genfortalt fra mund til mund.
Det betyder også, at der ikke er nogen der ved, hvem der i første omgang har fundet på historierne, eller hvor og hvornår.
I 1800-tallet blev mange af disse eventyr skrevet ned (såkaldte bogeventyr), som især brødrende Grimm var kendte for.
Det er to undergenrer i folkeeventyr: trylleeventyr og skæmteeventyr.
Skæmteeventyr
Skæmteeventyr omfatter især historier der gør grin med de svage og de dumme. Disse historier er ofte sjove, og indeholder ikke noget overnaturligt. Disse historier gør ofte grin med de “store” i samfundet, stereotyper, eller egnsbefolkninger (fx Molbo historierne.)
Trylleeventyr
Trylleventyr indeholder overnaturlige væsner, magiske egenskaber og genstande. Igennem et kompliceret handlingsforløb udsættes en ung, fattig helt/heltinde for umenneskelige prøvelser, men med hjælp fra overnaturlige væsner opnår de en præmie, som oftest består i et rigt og lykkeligt ægteskab.
Her kan nævnes eksempler som: Askepot og Prins Hvidbjørn.
Fællestræk for folkeeventyr
Fælles for folkeeventyr er, at de er bundet til en række faste fortælleregler:
1. De indledes og afsluttes på en nogenlunde bestemt måde.
Indledes med ”der var engang”, og slutningen er lukket og lykkelig, oftest afsluttes der med ”…og de levede lykkeligt til deres dages ende”.
2. Der er en “helt” og en skurk/modstander.
Fx i Hans og Grethe, vil heltene være Hans og Grethe, og skurken/modstanderen vil være heksen.
3. 3-7-9 er vigtige tal.
Et klassisk eksempel herpå ville være Guldlok og de tre bjørne, hvor Guldlok besøger tre bjørne, spiser af tre skåle, sidder i tre stole, sover i tre senge, hvilket også giver tre ting, hun gør.
4. Sproget er relativt enkelt.
Det er oftest uden troper(billedsprog), ironiske udtryk eller flertydige sproglige udtryk, men med mange gentagelser. Dette begrundes ved, at eventyr dengang skulle kunne forstås af jævne (uuddannede mennesker).
5. Der er tit magi med i eventyrene.
Dette ses ofte i form af trolde, hekse, trylleri, overnaturlige kræfter osv. fx i Rapunzel er der en heks, og Rapunzels hår er så langt at man kan kravle op af det.
6. Eventyrene handler tit om modsætninger.
God/ond, rig/fattig, smuk/grim. Fx i Snehvide kan modsætninger som smuk/grim nævnes. I Klodshans kan rig/fattig eller klog/dum nævnes, og i Askepot kan god/ond nævnes.
7. Personerne og stederne er aldrig beskrevet i detaljer.
Der bruges mest stereotyper som “den fattige bondesøn”, “den smukke kongedatter” eller “slottet langt, langt borte”.
8. Folkeeventyr foregår kronologisk.
Det vil sige, at man aldrig eller sjældent ser tilbage på tidligere hændelser.
9. Folkeeventyr er ofte bygget op om symboler.
Fx kan dragen være et symbol på ondskab, eller den hvide kjole kan være et symbol på uskyld osv.
Hvordan genkender man et kunsteventyr?
Kunsteventyr er oftest skriftlige fortællinger, hvor oprindelsesår og forfatter er kendt (Her kan nævnes H.C. Andersen).
Sprog
Sproget er individuelt og personligt, dvs det ofte er “let” at genkende forfatteren, fordi eventyret har en genkendelig og personlig tone, som giver en særlig sproglig stil.
Sproget er relativt komplekst dvs at der anvendes bestemte sproglige former og konstuktioner som afviger fra normalsproget eller som kræver særlige forudsætniger for at blive forstået efter hensigten. Fx troper, ironi eller svære og flertydige sproglige udtryk.
Ordet eventyr kommer af det latinske ord “adventure“, der betyder hændelse eller “hvad der kan ske”.
Hvordan genkender man et eventyr?
1. Et eventyr kan defineres som en fortælling der har et begivenhedsforløb med flydende tids- og stedangivelser. Det vil sige, at man ofte ikke kan sige HVOR og HVORNÅR eventyret finder sted, fordi tid og sted ikke angives konkret.
Men eventyret er næsten altid kronologisk opbygget (fremadskridende i tid), uden nogle tilbageblik til tidligere hændelser.
2. Eventyret har en enstreget handling, dvs én hovedhandling med en bestemt hovedperson i fokus hele tiden.
3. Personerne i fortællingen er ofte stiliserede typer, hvilket betyder at de er ret overfladisk beskrevne (fx. pigen med det blonde hår, drengen med de beskidte fødder), men det fremgår meget tydeligt, hvilken bestemt egenskab hver karakter repræsenterer (fx den gode, den onde, den smukke, den dumme osv.).
4. Eventyr indleder traditionelt med frasen ”der var engang…”, og slutningen er oftest en lykkelig slutning. Nogle gange ender eventyret med “… og de levede lykkeligt til deres dages ende”
5. Eventyr er ofte præget af modsætninger. Det vil sige, at karakterenes egenskaber ofte har en modsætning i fortællingen. Fx. Den kloge gamle mand og det naive barn. Den smukke unge kvinde og den grimme gamle kone.
6. Er objekter vækket til live? Så er der tale om en personificering – altså et objekt har fået menneskelige egenskaber. Fx. Spejlet i “Snehvide”, toppen og bolden i “Kærestefolket”
7. Indgår de magiske tal: 3, 7 eller 9, så er der heller ikke meget at rafle om. Så er der stort set altid tale om et eventyr.
De tre bjørne i “Guldlok og de tre bjørne”, De syv små dværge i “Snehvide”,
8. Eventyr har ofte fantastiske karakterer. Det betyder, at eventyret foregår udenfor de normale naturlove, og vi har ofte i stedet at gøre med: magi, trylleri, mirakler, magiske væsner, osv. Dette beskrives som eventyrlig orden.
Et eventyr kan analyseres gennem forskellige analysemodeller: Hjemme-ude-hjem og aktantmodellen.
Billedsprog:
Symboler: Udtryk eller vendinger som repræsenterer almindelige forestillinger
rosen – kærlighed
duen – fred
flyverne i World Trade Center – USA er ikke længere usårlig
Påskens selvpineri på Filipinerne -Hvor stærke de er i troen
Metaforer: Et udtryk eller vending der er sammensat af to forskellige forestillingsområder eller vendinger der viser hvordan man fx. handler(sammenligninger).
Solens skjold
Mørkets kraft
Dine øjne er dybe som skovsøer
Vi så ham flyve som en udstrakt pil
Du har det som blommen i et æg.
Besjælinger: Hvor ”døde” ting og dyr får menneskelige egenskaber
Stenen græd
Solen står op
Haren grinede og tænkte i sit stille sind
Træet fortalte mig om livet
Personificering: Hvor abstrakte begreber (noget der er uhåndgribeligt, noget som kun findes i tanken) tillægges menneskelige træk eller på anden måde levendegøres.
Han sprang i skæbnens vold
Døden kommer gående med leen
Hadet flåede mig i tusind stykker
Tingsliggørelse: Hvis man omdanner noget menneskeligt eller levende til ting, tillægger levende objekter tingslige eller materielle egenskaber eller gør levende objekter døde:
Han havde et hjerte af sten
Hun var en uopnåelig bjergtop
Medbetydningsord: Hvis man bruger et fortællende ord og ikke det oprindelige ord
krikke i stedet for Hest
fjollekasse i stedet for TV
Sild i stedet for pige
Kliché: Hvis et billedsprog, er blevet brugt så tit, at det opfattes som en del af vores hverdagsagtige tale.
Jeg er myreflittig
Der er givet grønt lys for at...