Nordisk Oldtid, Vikingetid

(800 - 1050)

Nordisk mytologi:

Myterne er en billedsproglig forklaring på verdens oprindelse. Er snævert forbundet med en religiøs opfattelse. Et forsøg på at skabe orden i kaos. Guder levede på jorden. Mennesket lever i tæt overensstemmelse med naturen, fangstdyrene, osv.

De tilsvarende grønlandske myter afspejler Inuits livs-værdier og har opdragende formål; give normer og regler videre til den næste generation. Skabe identitet, give værdier videre.

Dansk kongemagt i 700-tallet. Omkring 989 gjorde Harald Blåtand danerne kristne.

De islandske sagaer:

De fleste slægtssagaer foregår i sagatiden (930-1030), men er nedskrevet i 1200-tallet. Slægt, familie, ære og hævn er centrale temaer. Har udover en underholdende funktion også en opdragende; at lære den yngre generation normer og regler. Objektiv fortæller, ydre synsvinkel, handling frem for tanker og følelser. Helten i de islandske sagaer minder om den amerikanske "out-law", actionhelt, cowboy. Asatroen afløses af kristendom omkring år 1000.

Vikingetid: slutning af 8. årh. til midten af 11. årh.

Middelalder

(1050-1500)

I løbet af 1000-tallet etableredes den romersk-katolske kirke i DK. Fra slutningen af 1000-tallet til ca. 1200 byggedes ca. 2000 stenkirker.

Folkeviser & Folkeeventyr:

Feudalsamfund. Kirke, konge og adel sidder på magten.

Folkeviser er egentlig adelens danseviser. I dansen udfordrer man i fællesskab den onde skæbne. Har opdragende formål: Følg den kristne moral - pas på de farlige drifter.

Fortællende (episk) digt, handling samler sig tæt om en konflikt og dens afvikling, objektiv fortæller, en montage af korte situationsbilleder (ofte dialoger) uden forbindende overgange, snævert og formaliseret ordforråd ("hviden hånd").

Trylleviser, ridderviser:

Individuelle lyster. Overnaturlige væsner er symbol på driften. Handler ofte om overgangen fra barn til voksen, fra ugift til gift. Løsrivelse fra hjemmet. Første møde med seksualiteten.

1400-1500-tallet: Renæssance i Italien

Reformation

(1536)

Reformationen:

I DK gennemførte Kong Chr. II reformationen (fra latin = gen-opbygning) i 1536 efter inspiration fra den tyske reformator M. Luther. Den romerske paves magt over den danske kirke blev afskaffet. Nu er man protestanter i DK, ikke længere katolikker. Og kongen er kirkens nye overhoved.

Før 1536 foregik gudstjenesten på latin og kirkens kor sang på latin, som næsten ingen af kirkegængerne forstod. Men efter reformationens gennemførelse sker der store ændringer: alt skal nu forgå på dansk. Så dansk som nationalsprog vinder først for alvor frem nu. Og så skal der skrives nye salmer på dansk som menigheden skal synge, ikke kirkens kor.

Bibelen blev oversat fra latin til dansk i 1550 for første gang. - "Chr. III´s Bibel". Det danske sprog vinder frem bl.a pga. et ensartet dansk skriftsprog.

Barok

(1630 - 1720)

Kingos (1634-1703) salmedigtning er tyngdepunktet i dansk barok både set fra et litterært og religiøst synspunkt.

Salmedigtning: en salme er et digt/sang med et kristent indhold, og bruges under gudstjenesten. Menigheden synger selv salmerne på dansk (i modsætning til tiden før reformationen).

Barok i DK (ca. 1630-1720)Barok i Europa (1550-1750)

Typiske temaer: menneskets afmagt og syndighed, anger og nåde. Livet og lykken på jorden er ustadigt, alle ting ubestandige, verden er et teater/illusion. Religiøse antiteser (sammenstilling af modsætninger) spiller en vigtig rolle i barokkens stil: Fx ond/god, synd/nåde, menneske/Gud, kød/ ånd. Himmel og jord er klart adskilte størrelser. Roser og forherliger kongen og samfundets elite.

Enevældens indførsel 1660

Oplysningstid-

Rationalisme

(1700 - 1800)

Ludvig Holberg (1684-1754) er ikke alene en af de ypperste repræsentanter for oplysningstanken i DK, men i hele Europa.

Rationalisme: den menneskelige fornuft dyrkes. Kritik af ufornuftig opførsel, misbrug ikke din medfødte fornuft. Man skal ikke overdrive, men være mådeholdende og kende sin plads. Samfundets orden skal ikke forstyrres. Løjtnanten i "Erasmus Montanus" (1722) er forfatterens talerør i sidste akt. Oplysningsidealet går ud på at beherske menneskets indre natur og den ydre natur. Oplysningsprojektet er pædagogisk anskueliggjort i Defoes "Robinson Crusoe" (1723).

Den franske revolution 1789

Romantik

(1780-1870)

Universalromantik/organismetanke

J.W. Goethe "Den unge Werthers lidelser" (1774). Werthers romantiske projekt: flytter til Wahlheim for realisere drømmen om et dennesidigt paradis. Dyrker naturen som et jordisk paradis, et fristed, hvor man kan dyrke sine følelser, sin kærlighed (ingen normer og regler som i byen). Alting hænger sammen, naturen er én stor sammenhængende organisme. Kritik af fornuftsdyrkelsen. Tro på, at en højere idealverden afspejler sig i naturen. Den romantiske have i modsætning til barokhaven. Besjæling af naturen.

Nyplatonisme/dualisme

Platon "hulemyten" + S. Staffeldt: "Indvielsen" (1804): Den romantiske digter får en indsigt i (bliver indviet i) en anden og sandere verden (=åndelig ideal-verden). Han lever selv i den materielle fænomenverden, men længes efter den ideelle verden hinsides. Jorden opleves som et fængsel. Ensomhed og splittelse er derfor grund-vilkår for digteren.

Guldalderromantik/Monisme

A. Oehlenschläger "Guldhornene" (1802): drøm om den "guldalder", der engang var på jorden. Dyrker derfor den nordiske oldtid, genopliver de nordiske myter. Guldhornene findes af naturens børn og er symboler fra fortiden Et tegn fra guderne. Mennesket ser dog kun den materielle værdi i dem, ikke den åndelige. Derfor forsvinder de igen. Menneskeidealet er "de sjældne få", som kan "se det høje i naturens øje".

Romantisme

(1820-1850)

St. St. Blicher, Emil Aarestrup, Søren Kierkegaard, H.C. Andersen.

Dyrker følelserne ligesom romantikken, men mere realistisk og reflekteret. Viser, at de romantiske idealer lider nederlag, ender tragisk. Opgør med hele "Biedermeier-kulturen". Biedermeier: idealet er dannelse og selvbeherskelse, harmonisøgende. Fortrænger "det farlige". Hjemlig hygge og tryghed.

Dannelsesroman (harmoni- konflikt - ny harmoni) er opdragende og moraliserende.

H.C. Andersen udgør et kapitel for sig selv: Hans forfatterskab rummer både romantiske, romantisme-agtige, biedermeier-agtige og ny-platoniske træk.

Skjuler sin samfundskritik bag en barnlig eventyrstil (= dobbeltsprog). Den verden, eventyrene skildrer, er en genkendelig lilleverden eller et kunstigt eventyrunivers, som skildres med poetisk indføling, der straks gør det hjemligt. På den måde er hans eventyr poetisk realisme, men i et urealistisk handlingsforløb Det originale ved hans kunsteventyr er især sproget. Ved brug af humor og ironi bliver hans sprog dobbelt, det kan læses og tolkes på flere planer.

1849 Den danske grundlov indføres.

Det moderne Gennembrud

Naturalisme

(1870-1900)

Realisme & Naturalisme

Georg Brandes (1842 - 1927) litteraturhistoriker, samfundskritiker bliver bannerfører for Det moderne Gennembrud i Norden, hvor de foregående årtiers europæiske litterære, politiske og kulturelle tendenser introduceres.

J.P. Jacobsen, H. Drachmann, H. Bang, H. Pontoppidan. Amalie Skram

Realisme: Litteraturen skal ikke idyllisere og forskønne, men sætte tidens problemer under debat. Litteraturen skal afspejle og debattere den samfundsmæssige udvikling.

Naturalisme: forfatteren må beskrive verden objektivt som en naturvidenskabsmand. Påvirket af Darwin: Gud findes ikke, mennesket er et naturvæsen styret af skjulte drifter. Undertrykkelse af drifter medfører lidelse og død.

Udviklingsroman: (modsætning til romantikkens dannelsesroman). Den naturalistiske helt er en anti-helt Der er ofte en kløft ml. individets forestillinger og forventninger og så den måde, virkeligheden er indrettet på. Individet dannes ikke, det desillusioneres eller går til grunde. Opgør med religion/Gud og traditionelle værdier.

Impressionisme: en ny fortælleteknik, hvor forfatteren vil vise frem for at forklare. Fotografisk/filmisk beskrivelse. Skjult fortæller. Tit meget scenisk, vægt på detaljer.

Pariserkommunen - arbejderopstand i Paris 1871.

Arbejderklassens sociale forhold sættes under debat. Socialismen opstår. Arbejderne begynder at organisere sig i fagforeninger. Kritik af det kapitalistiske klassesamfund, hvor overklassen undertrykker arbejderklassen.

Symbolisme

(1890-1920)

Symbolismen - også kaldet det sjælelige gennembrud. En ny-romantisk strømning. Forudsætninger er Baudelaire og E.A. Poe, men også J.P. Jacobsens og Drachmanns lyrik.

S. er en protest imod naturalismens materialistiske livsanskuelse og dens 'prokuratorlitteratur'. Naturalisternes store interesse for psykologi videreudvikles derimod af symbolisterne, som interesserer sig for det ubevidste, for suggestion og hypnose. - Den foretrukne genre er lyrikken. Indadvendtheden betyder afkald på samfundskritisk tendens.

Forholdet til den ydre verden: For naturalister og impressionister er landskabet en værdi i sig selv, og de beskriver landskabet for at afmale virkeligheden. Symbolistens landskab er derimod et sjæleligt landskab, der symbolsk afspejler digterens sjæl.

Livssyn: Symbolisten oplever en overnaturlig, oversanselig verden bag den synlige verden. Samtiden opfattes som en åndløs krisetid, og de stående motiver er ensomhed, forladthed, træthed, splittelse, og hos visse europæiske symbolister endog livslede (kaldes også 'dekadence' eller 'fin-de-siecle'-stemning). Man søger en mening med tilværelsen og finder måske en sådan i troen (Johs. Jørgensen), i dyrkelsen af kunst og skønhed (Sophus Claussen), i nationalismen (Karl Larsen), eller man ender i nihilismen (Gustav Wied).

Symbolisten sætter kunsten og kunstneren meget højt. Kunstneren identificeres med den højeste skaberkraft. (Jf. S. Claussens "Ekabatana")

Sprog: Symbolisterne stiliserer og bruger enkle, klare farver. Ordvalget er udsøgt, da der skal skabes stemning, f.eks. ordmusik, versrytme, raffineret billedsprog og synæstesi. Associationsstil der skaber 'korrespondancer'.

Hjemstavnslitteratur og ny realisme i beg. af 1900-tallet

Forfattere som Martin Andersen Nexø, Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg og til dels Johs. V. Jensen fortsætter gennembrudsrealismen med udgangspunkt i provinsen og landdistrikterne ('hjemstavnslitteratur'). Fokus på landproletariatet: tyende, husmænd og daglejere. Forløber for Mellemkrigstidens 'socialrealisme'.

For Johs. V. Jensens vedkommende tillige som en foregribelse af den senere modernisme: Usikkerhed, tvivl på værdier. Ustabilitet, verden bliver ulæselig, også sproget rammes af tvivlen, fravær af en på forhånd givet orden (Gud er død): det oplever JVJ på to måder: som ulykkeligt og problematisk, eller som frisættende og produktivt. Ambivalens. Der er tale om en erfaringsform, der er knyttet til storbyen og moderniteten. Myten er JVJ egen genre: genspiller i hovedpersonens bevidsthed en magisk indsigt i tilværelsens gåde med kraftig darwinistisk inspiration ("Knokkelmanden"). Fascination af maskinens kraft ("Paa Memphis Station").

Modernismen i Mellemkrigstiden

(1918-40)

1. verdenskrig 1914-18

Den gamle måde at forstå verden på duer ikke. De gamle borgerlige værdier bryder sammen. Kunstneren vil forstå og opleve verden på en ny måde, dette kræver et nyt kunst-sprog. Den realistiske måde er ikke nok. Virkeligheden er en splittet og kaotisk sanseoplevelse, og dette må kunsten vise. Derfor opstår der omkr. 1920 en række nye moderne ismer:

Futurisme: optimistisk hyldest til den ny tids teknologiske udvikling. Maskiner, hastighed.

Ekspressionisme: Kunstneren skal ikke realistisk beskrive verden, men udtrykke sin indre følelsesmæssige oplevelse. Publikum skal konfronteres med kunstnerens subjektive følelse. Virkemidler: voldsomme udtryk, stærke farver, lys, lydord, ordsammensætninger, billedsprog, symbolik.

Surrealisme: inspireret af Freuds psykoanalyse. Dyrker det irrationelle: underbevidstheden, drifterne, fantasien, erotikken. Kunsten skal udtrykke menneskers ubevidste fantasi- og driftsverden. Litterært inspireret af psykoanalysens frie associationer: 'automatskrift'.

Socialrealisme i Mellemkrigstiden

Direkte inspireret af marxismen og kulturradikalismen skriver Hans Kirk socialrealistiske romaner, fx Fiskerne. Typisk lægges fokus ikke på en enkelt person, men på et kollektiv, fx mennesker på en arbejdsplads. Ideologiske undertrykkelsesmekanismer gennemlyses og politisk kamp og solidaritet sættes op som modstykke. Også den unge H. C. Branner (Legetøj) og Martin A. Hansen (Kolonien) forsøger sig i genren.

Eksistentialisme

&

Efterkrigs-moder­nisme

2. Verdenskrig 1940-45

Ligesom i 1920'erne havde man efter 1945 en meget stærk følelse af kaos, usikkerhed, værdisammenbrud og tomhed (nulpunktsoplevelsen). Atombombe- truslen og den kolde krig bragte ny frygt. Forfatterne søger efter nye ståsteder, nye værdier at bekende sig til.

Heretica: Omkring krigsafslutningen debuterede en række unge lyrikere, som i årene 1948-53 samledes omkring tidsskriftet "Heretica". Det drejer sig om bl.a. Sarvig, Wivel, Bjørnvig og Jæger. De vender sig imod samtidens forstandstilbedelse, teknificering og materialisme, som ikke tilstrækkeligt havde taget hensyn til de irrationelle kræfter i mennesket, og derved havde givet de bevægelser alt for let spil, som havde ført verden ud i katastrofen.

Eksistentialismen. S. Kierkegaards kristne eksistensfilosofi kom allerede i århundredets første halvdel til at spille en afgørende rolle for den kirkelige debat herhjemme. Men først med 100 års forsinkelse får 'eksistentialismen', som den nu kaldes, egentlig betydning også for den danske litteratur, via de franske forfattere/filosoffer Sartre og Camus og deres ateistiske eksistentialisme.

Karakteristisk vurderes nulpunkts- og absurditetsoplevelsen som uomgængelig, for i den situation tvinges mennesket til at erkende tilværelsens grundvilkår. Tomheden kan udfyldes på eget ansvar og af egen fri vilje, for 'mennesket er, hvad det gør sig til': det kan vælge sig selv. Meningen med tilværelsen opstår ved, at man overtager ansvaret for sit eget og andres liv (Sartre).

Man erkender tomheden, splittelsen og fremmedgørelsen, men protesterer voldsomt imod den, idet man har et begær efter mening og sammenhæng. Dette lidenskabelige oprør er nok til at fylde et menneskeliv: "Man må forstille sig Sisyfos som en lykkelig mand" (Camus).

Modernismen i 1950erne og 60erne

2. fase-modernismen eller modernismen i 50erne og 60erne har det til fælles med Heretica, at den foretrukne genre er lyrikken, og at livssynet for en del af digternes vedkommende er påvirket af eksistentialisme og absurdisme. Eksempler herpå er Seeberg og Villy Sørensen der typisk bruger overdrivelsen som virkemiddel. Typisk vises en verden, der er fremmedgjort og blottet for mening, hvor man har mistet de værdimæssige holdepunkter. Under overfladen lurer den eksistentielle tomhed.

Både Seebergs og Sørensens noveller er fantastiske fortællinger, hvor man ved at bruge symbolik, groteske overdrivelser, sproglig afstand og ironi får læseren til at se og opleve fremmedgørelsen i velfærdssamfundet.

Psykoanalysen er et selvfølgeligt udgangspunkt. Digternes holdning til virkeligheden er åben, iagttagende, kritisk og respektløs. I den modernistiske lyrik erkendes virkeligheden ved, at man "konfronterer" den. Iagttagelserne skal foreligge umiddelbart som ren sansning. Der eksperimenteres med sproget. Ord, sætninger, logik og konturer nedbrydes. De enkelte ord er genkendelige nok, men deres sammensætning er usædvanlig, svarende til oplevelsen af virkeligheden som splittet og kaotisk.

Vigtigste tema er menneskets fremmedfølelse, identitetsproblemet, men også selve den digteriske skabelsesproces.

Nyrealisme og dokumentarisme i 1970erne

Ungdomsoprør

Forfattere som Anders Bodelsen og Christian Kampmann genoptager den realistiske tradition (der altid har haft flest læsere), nu under slagordet, Nyrealisme. Målet er at beskrive en moderne, sammensat, men genkendelig virkelighed i et sprog, der var umiddelbart tilgængeligt - modsat modernisternes krævende formeksperimenter. Denne saglighed ses også i Dokumentarismen, hvor romaner bygger på autentiske hændelser i nutid, fx arbejderklassens kampe, eller fortid som i Torkild Hansens romaner, Det lykkelige Arabien og Jens Munk

Studenteropstanden i Paris og Berkeley, 1968, indleder ungdomsoprøret med 'Flower Power'-bevægelse og universitets-marxisme op igennem 1970erne.

1980erne, Postmodernisme, Magisk realisme

Den nye generation består fortrinsvis af lyrikere, som gør op med 70'ernes enkle/for­enklede knækprosa og privatiserende bekendelseslitteratur. 70'ernes 'vi'-litteratur erstattes med en offensiv 'jeg'-litteratur med mindelser om 1890'ernes symbolisme. Inspiration i rockmusikken og dens tekster.

Kritik af den moderne tv-formidlede uvirkelighed. Michael Strunge har sagt, at "livet består af iscenesættelser af det virkelige". Gennem digtningen skal der derfor skabes en ny virkelighed her og nu. Længslen efter enhed og helhed i tilværelsen mærkes tydeligt, og tiltroen til kunstnerens formåen minder om tidligere tiders forestillinger.

Postmodernisme: de 'store fortællinger' (liberalismens, marxismens, naturvidenskaben) er døde og afsløret som illusioner og ønsketænkning. Tilbage er et billede af en kaotisk verden af muligheder og umuligheder.

Strunge: Storbydigtning, inspiration fra punkmusik, "Skrigerne", fortvivlelse, desperation, livgivende vrede, kritik af materialismen, leg med masker og roller og identitet. Beskriver det tomme og angstfyldte liv i krisesamfundet. Rastløs længsel mod et bedre liv. No future. Ny-modernisme; nye ordsammensætninger, symbolik, billedsprog. Besjæling af storbyen, natten som indre tilstand. Generationsmarkerende lyrik: "Vi".

Søren Ulrik Thomsen: Storbyens slang, et nyt storbysprog "City-slang". Afstand ml. storbyen og et anonymt jeg, der stødes bort af de kolde omgivelser, men også fascineres af byens natscenerier. Hjemsøgt af fremmedhedsoplevelser, kroppen og dens sansninger bliver en sidste garant for at leve, splittelse.

Under inspiration af tendenser i samtidig sydamerikansk litteratur, 'magisk realisme', (Marques, Allende), men også Karen Blixen og den unge J. V. Jensen eksperimenterer fx Svend Aage Madsen, Ib Michael og Peter Høeg med eventyrlige, fantastiske elementer i deres ellers ved første øjekast realistiske prosa. Den fabulerende poetiske stil har også træk af en 'postmoderne' verdensoplevelse.

1989: Murens fald og kommunismens sammenbrud

1990erne og frem

Minimalismen og dens rødder i det 20. årh.

Fra Hemingway til Helle Helle

1990'ernes forfattere har arvet den sprængte virkelighed fra 80'ernes postmodernisme. De forsøger nu at vinde tilværelsen og virkeligheden tilbage med basis i naturen, inklusive metafysik, myter og det irrationelle. Virkelighed = mulighed.

Tendens til en minimalistisk, fragmenteret prosa. F.eks. romaner på 50 sider med lige så mange kapitler, der snarere ligner prosadigte. Den slags kaldes punkt- eller hybridromaner, typisk uden traditionelt handlingsforløb og uden beskrivelse af miljø/personer. Det handler om at karakterisere moderne menneskers livsvilkår og de eksistentielle blindgyder, som personerne befinder sig i. Sproget som kommunikationsmiddel fungerer ikke som det skal, og samtaler brister eller udebliver, og det er bl.a. dette forhold, mange af forfatterne igen og igen tematiserer i deres tekster.

Forfatterne opsøger i deres tekster - skrevet i et enkelt og realistisk sprog - ofte tilværelsens banale sider og viser personer tæt på katastrofen eller sammenbruddet. Det enkle realistiske sprog er rigt på antydninger, men fattigt på ydre beskrivelse. Som allerede hos Ernest Hemingway i 1920'erne står kun det mest nødvendige tilbage, alt andet er reduceret bort.

Helle Helle lader konfliktstoffet - resterne mellem personerne - leve som små uudtalte og næsten usynlige vibrationer. Personerne gemmer sig og bliver væk for hinanden, og afspejler fremmedhed og menneskelig isolation som en lammende, altomfattende tilstand.

Den centrale begivenhed installerer et før og et efter. Ofte meget underspillet i minimalistiske tekster.