Erindringer er fortællinger om os selv. Fortællinger, der tager udgangspunkt i konkrete personlige oplevelser, der er tids- og stedsbestemt.

I erindringer ’fortolkes’ det, vi kan huske, og bliver til en god historie. Om erindringen er helt sand, kan være svær at afgøre - det er jo ikke altid, at vi husker det samme.

Erindringer er nært beslægtet med andre personlige genrer, såsom dagbog, selvportræt, rejseberetning og det selvbiografiske essay.

Krav til genren erindring

• Erindringer skrives ud fra noget man selv har oplevet. Der fortælles om noget virkeligt.

• Erindringer beskrives personligt, følsomt og sanseligt.

• Erindringer skrives i jegform.

• Tids- og stedsbestemmelse skal indgå.

• Der veksles mellem beskrivelse og beretning

• Man skriver i et korrekt, klart og gennemarbejdet sprog.

• Det kan have en effekt at lade særlige udtryk, talesprogsnære eller ’barnlige’ passager indgå i teksten.

Erindringsprocessen

Vores erindringer om oplevelser kan kaldes frem, hvis de rette betingelser er til stede.

Erindringer kan dukke op spontant eller efter en bevidst indsats for at huske.

De kan aktiveres, hvis situationen kan minde en om noget, man tidligere har oplevet, fx hvis man:

• Besøger den gade, hvor man boede som barn

• Besøger den børnehave, man har gået i

• Hører bestemt musik

• Møder dufte

• Ser fotografier.

For at åbne for sin erindring kan man også

Tale med andre, der har den alder, man skal erindre fra og høre, hvad der rører sig hos dem

Tale med forældre eller bedsteforældre

Betragte genstande – evt. købt som souvenir.

Brug Berettermodellen eller Fisken som skrivemodel for erindringstekster.