Graphic novel
Genrebetegnelsen ”Graphic novel”
Graphic novel kan oversættes til grafisk roman. Betegnelsen stammer fra 1978 fra den amerikanske tegneserietegner Will Eisner, der var utilfreds med ordet ”comics”, det engelske ord for tegneserier. Han mente, at ordet comics signalerede noget helt forkert i forhold til de tegnede fortællinger, som han selv skabte. Hans fortællinger var ligeså nuancerede og komplekse i forhold til handling og persontegning, som romaner kan være det. De var bare fortalt på en anden måde, nemlig ved hjælp af tegninger.
Personerne
I en graphic novel er der ikke tale om standardfigurer som i de fleste albums, avisstriber og hæfter. Tænk på, hvordan kaptajn Haddock og Obelix og alle de andre figurer minder om personerne i amerikanske sit-coms. De er typer. Fætter Højben er altid heldig, Anders And det modsatte, og historierne fra Andeby kan i princippet fortsætte i det uendelige, uden at ”personerne” udvikler eller ændrer sig. I graphic novels er der derimod tale om længere og afsluttede historier med sammensatte personer. Fortællingerne har desuden ofte flere spor.
Genrer der ligner:
Albums: Halvstore udgivelser (ca. A3-format) på 48-60 sider. Fransk/belgiske tegneserier som Asterix, Tintin, Lucky Luke, Splint & Coosv. Valhalla af Peter Madsen udkom oprindeligt som album.
Striber: Striber finder man oftest i avisen eller i ugeblade. En stribe består af tre til fire billeder. Der findes også striber med kun et enkelt billede, fx Wulffmorgenthaler. I nogle striber hænger handlingen sammen dag for dag, andre er afsluttende historier.
Hæfter: Anders And, Basserne, Rasmus Klump og mange superhelteserier udkommer som hæfter, dvs. blade. Basserne startede oprindeligt som en avisstribe.
Lommebog: i Danmark udkommer Manga som små paperbackbøger.
Udtryk og layout
En graphic novel har sit helt eget personlige udtryk, ligesom når en forfatter skriver en bog. Det er på den måde anderledes end fx superhelteserier, hvor man ikke altid ved, hvem tegneren er, og hvor det er forlaget, som styrer produktionen. Asterix og andre fransk-belgiske albums har både en tegner og en forfatter, hvorimod en graphic novel typisk kun har én ophavsmand/kvinde.
En graphic novel har også ofte et mere eksperimenterende format og layout end albums og hæfter. Ligesom personerne og handlingen er mere kompleks end i ”comics”, er også tegnemåden mere nuanceret. Der bliver eksperimenteret mere med billederne.
Graphic novels adskiller sig altså fra de tegneserier, du kender, mht. indhold og indpakning: De har deres eget format, deres eget sidetal, de har flere fortællespor, og de kan handle om alle mulige ting. Nogle er fiktion/fiktive, og andre er selvbiografier og reportager.
Comics
Karaktertyper
Handlingen ”går i ring”/personerne udvikler eller ændrer sig aldrig
Standardiseret layout
Standardiseret udtryk – man kender altid et Anders And blad
Graphic Novels
Hele og komplekse mennesker
Kompleks handling, der er drevet fremad af personernes handlinger og personlighed.
Eksperimenterende layout
Udtrykket afhænger af tegnerens personlighed og stil
Form og indhold:
En graphic novel består grundlæggende af ord og billeder, der er sat sammen på en særlig måde.Man kan ikke adskille tegningerne fra historien ved f.eks. at sige, at historien er god men dårligt tegnet, for tegningerne er del af historien. Man kan heller ikke adskille tekst fra billede.
Teksten er skrevet af forfatteren selv, og hvordan teksten grafisk ser ud, betyder meget for, hvordan vi forstår historien. Hvis f.eks. et ”hjælp” står med lille og tynd skrift, forstår vi, at personen taler med lille og skrøbelig stemme og derfor er meget svækket, og hvis det står med en kraftig streg og store typer, forstår vi, at personen råber højt.
Form og indhold, tekst og billede hænger sammen.
Teksten:
Der findes graphic novels uden tekst, men der findes også graphic novels, hvor teksten er styrende, dvs. har stor betydning for, hvordan vi opfatter historien.
I modsætning til klassiske tegneserier (comics) kan teksten være mere flertydig, som vi kender det fra andre litterære tekster, hvor der leges med fx ironi og betydning mellem linjerne.
Handlingen:
Handlingen i graphic novels er bygget op på samme måde, som vi kender det fra andre af de fortællende genrer, særligt romaner og drama.
I nogle graphic novels følger handlingen berettermodellen, dvs. at den er bygget op over en spændingskurve.
I nogle er den mere episodisk, dvs. at de enkelte kapitler ikke hænger helt så nært sammen, der kan fx være store tidsspring eller emnespring. Hvis en fortælling har en episodisk struktur, er man ikke som læser fastholdt i spænding gennem hele fortællingen, men går måske mere til og fra.
Hvis du læser en graphic novel i fuld længde, kan du altså benytte de samme analyseredskaber som til de andre fortællende genrer.
Billederne:
Når man analyserer billedsproget i graphic novels, kan man ikke kun betragte de enkelte billeder isoleret, fordi de indgår i en sammenhæng med hinanden, der bevæger sig fremad. De er jo med til at fortælle historien. Det er ikke meningen, at man skal dvæle alt for længe ved det enkelte billede, for så går fortællingen i stå. Når vi læser graphic novels, går vores blik fra billede til billede og ned over siden, rundt på den næste side, måske standser vi ved et enkelt billede, og nogle gange bladrer vi tegneserien igennem, inden vi læser den. Alt dette har betydning for, hvordan vi forstår fortællingen.
Man kan derfor ikke analysere en graphic novel ved udelukkende at kigge på det, der foregår inden for billedrammen. Det er nødvendigt at undersøge, hvordan billederne hænger sammen med hinanden.
Men på den anden side fortæller billeder også mere end ord, og de taler mere umiddelbart til vores sanser. Derfor kan det være en god ide at analysere nogle af billederne mere nærgående, fordi der måske er mere betydning i dem, end vi umiddelbart med vores ”fornuft” opfanger.
Sidelayout:
Den måde billederne er sat sammen på på siden, kalder man sidelayoutet. At billederne står side om side på siderne og opslagene, gælder alle slags tegnede fortællinger.
Det enkelte billede er ofte afgrænset af en ramme. Rammen har bl.a. til formål at adskille billedet fra de andre billeder. Rammen kan have mange forskellige former, men den er oftest firkantet. Billedrammerne er tegneseriens byggeklodser. Når de arrangeres side om side, udgør de en sekvens.
Man kan skelne mellem et klassisk layout og et eksperimenterende layout:
Et klassisk layout
3-4 horisontale rækker med 3-4 rammer i hver række. Det kender du fra superhelteserier, Jumbobøger og albums som Tintin og Lucky Luke.
Et eksperimenterende layout:
Det modsatte af et klassisk layout. Et eksempel er En dyne af sne af Craig Thompson (graphic novel fra 2008). Den har et luftigt sidelayout, flere steder uden faste, firkantede rammer.
Når du går i gang med at analysere layoutet, og hvad det betyder for fortællingen, så prøv kun at se på formen – ikke på indholdet.
Billedskift:
Hvis du har set tegnefilm med Tom og Jerry, ved du, at man aldrig ser de voksne i hel figur. Man ser kun benene. Til gengæld forestiller man sig resten. På samme måde bruger man sin forestillingsevne, når man læser tegneserier. Man stykker en helhed sammen af enkeltdele. Det sker både i forhold til det enkelte billede og i forhold til rækken af billeder.
Når du læser en graphic novel, skaber du hele tiden selv sammenhæng mellem billederne. Billederne skifter, men du forstår dem i forlængelse af hinanden. Der findes et fast skema for hvilken relation, der kan være mellem to billeder, der følger efter hinanden, nemlig billedskiftmodellen. De mest almindelige billedskift i modellen er 2. Handling-til-handling og 3. Objekt-til-objekt.
2 og 3 er de mest handlingsorienterede.
1 gør ofte handlingen langsom og intens.
4 skaber forbindelse på tværs af tid og rum, altså fx samme tid, forskellige steder eller omvendt.
5 og 6 er billedlige, metaforiske eller associative. ”Non-sequitur” betyder, at to ting ikke hænger logisk sammen. Men selvom billeder ikke umiddelbart ser ud til at passe sammen, kan vi næsten ikke lade være med at skabe et fortællende forløb ud af dem.
Stilart:
Der findes flere forskellige stilarter. Overordnet set er der den realistiske stil og den ikonografiske stil.
Den realistiske stil forsøger at skildre genstande og personer på en virkelighedsnær måde. Den ikonografiske stil forenkler, som med cirkelansigtet, men benytter sig også af koder og overdrivelse. Når personer tegnes med kapper, har de som regel superheltestatus. Når de tegnes med dollartegn i øjnene, er de grådige. Krumryggede kvinder med store næser er ofte hekse. Der findes massevis af sådanne tegneseriekoder, som du sikkert kender, hvis du har læst albums og hæfter.
